Lamphun: Thailands oversete tempelby

undefined

Drømmer du om at opleve en historisk og traditionsrig nordthailandsk by fuld af legender? En by, hvor der er flere smukke gamle tempelbygninger end turister, og hvor livet går sin vante gang i et helt andet tempo end i Thailands storbyer? Da vil en dagstur til den gamle by Lamphun blot 30 minutters kørsel syd for Chiang Mai opfylde dette ønske. Men kom snart, for med en kulturel arv som Lamphuns er det blot et spørgsmål om tid, før verden opdager denne lille oversete tempelby.

Tekst og foto: Anders Stoustrup

 

Det var stadig morgen, da vi trådte forbi de kaffefarvede fabeldyr, der vogter indgangen til Lamphuns Wat Phra That Hariphunchai, og ind bag de hellige mure. En let morgendis hang endnu over Lamphun, men det varede ikke længe, før solen brændte igennem og åbenbarede en dybblå himmelhvælving. Vi fik øje på den, så snart vi trådte ind på tempelområdet; den enorme gyldne stupa dominerede fuldstændig templet, og det var umuligt ikke at blive draget mod den. Trods det tidlige tidspunkt var der allerede livlig aktivitet omkring os. Munke i de karakteristiske orange dragter vandrede mellem bygningerne, og pilgrimme gik den hellige gang rundt om stupaen med levende lys og lotusblomster i hænderne. Efter hver runde knælede de ved et alter på østsiden af stupaen og ofrede tændte lys og lotusblomster til buddhastatuerne for foden af stupaen i håbet om god karma og en bedre genfødsel i det næste liv. 46 meter over dem kunne vi se spidsen af stupaen, der er lavet af 6,5 kilo rent guld, glimte mod den blå morgenhimmel i et imponerende farvespil, og i hvert af de fire hjørner stod en høj, gylden paraply. Ikke blot regnes denne stupa for at være en af de otte helligste i Thailand, den er uden tvivl også blandt de smukkeste.

Med aner næsten 1000 år tilbage fylder templet i dag et stort åbent område med mange forskellige bygninger, der næsten fremstår som en arkitekturbog over nordthailandske stilarter. Deriblandt en af verdens største bronze-gongonger og et af Thailands bedst bevarede eksempler på et traditionelt tempelbibliotek, hvor man opbevarer de hellige skrifter. Men mindst lige så slående som bygningernes pragt var det helt tydelige fravær af vestlige turister. Faktisk var der ikke en eneste at se noget sted på tempelområdet, og da jeg har besøgt dette tempel adskillige gange over flere år, kan jeg med sikkerhed sige, at denne dag ikke var nogen undtagelse. Tusindvis af thailandske pilgrimme finder hver år vej hertil, men kun meget få turister oplever denne arkitektoniske og stemningsfulde perle ved selvsyn.

Men hvordan er et så enormt og vigtigt tempel som Wat Phra That Hariphunchai endt i en lille og ukendt by som Lamphun? Dette spørgsmål trænger sig kun endnu mere på, når man opdager, at der i Lamphun findes ualmindeligt mange flotte, gamle templer. Er dette tilfældigt? Skyldes det ekstraordinær rigdom? Nej, svaret er simpelt og et helt andet: Krig.

SE VORES GUIDE TIL THAILAND HER

 

Stupa-krigen

Omkring 1130 e.Kr. syntes krigen mellem Lamphun og Lopburi uundgåelig. Hærene var mobiliseret, og alle ventede det værste. Men da indgik de to stater ifølge legenderne en af de mest atypiske krigsaftaler i historien. I stedet for at bekæmpe hinanden med våben, ville man afgøre striden ved at se, hvem der kunne optjene mest god karma inden for en given periode ved at bygge buddhistiske templer og stupaer. Kong Aditta af Lamphun gik til sagen med ildhu, og snart blev det ene tempel efter det andet rejst i byen. Hele tiden smukkere og større end det foregående. Hvordan krigen endte, vil jeg ikke røbe endnu, for nu er sulten begyndt at trænge sig på.

 

Frokost langs floden

Der ligger en glimrende lille kaffebod i forgården til templets østlige indgang, men vi var efter noget mere substantielt. Nær ved fandt vi heldigvis adskillige små restauranter med borde ud til Khuang-floden. En af dem havde til vores store overraskelse endda engelske menukort, så vi valgte hurtigt nogle lokale favoritter blandt udbuddet og satte os tilbage for at nyde udsigten. Maden var simpel, men det var vidunderligt at sidde i solen og nyde udsigten over floden, der løb roligt forbi, mens vi mindede hinanden om, at dette rent faktisk var december måned og midt på vinteren.

 undefined

Mætte og tilfredse trådte vi igen ud i Lamphuns gamle gader og satte kursen i cykeltaxa mod et af byens ældste templer; Wat Chama Thewi – i folkemunde også kendt som Wat Kukut. På vejen derud passerede vi det funklende, relativt nye Wat Mahawan, der bevidner, at tempelbyggeri i Lamphun ikke blot hører fortiden til.

 

Stupa-krigens afslutning

Wat Kukut ligger i udkanten af byen og vores cykeltaxachauffør pustede højlydt, da han rullede ind foran indgangen. ”Lawn!” [varmt!], grinene han, mens han tog en slurk vand og tørrede sveden væk fra panden. Han var en ældre herre. Hans ansigt var rynket og solbrunt, men hans alder taget i betragtning var han tydeligvis i forrygende fysisk form. Han pegede på tempelporten og udbrød kort; ”Wat Kukut”, hvorefter han vendte sin gamle rickshaw og kørte i rask tempo tilbage mod byen. Denne gang uden vægten af to vesterlændinge bagpå. Vi gik indenfor.

undefined 

Stupaen i Wat Kukut er en af de ældste og mest atypiske i Thailand. Men blandt thaier – og kunsthistorikere – er den også en af de mest kendte. I nicher på hver side af den firkantede bygning ses rækker af stående Buddhastatuer, der bliver mindre og mindre, jo længere mod toppen, man kommer. Nogle anslår stupaen til at være ca. 1200 år gammel, men lokale legender forbinder den uløseligt til stupa-krigens afslutning:

Tyve år efter striden mellem Lamphun og Lopburi var begyndt, var begge byer fyldt med smukke templer og himmelstræbende stupaer. Sejren bølger fra side til side. Det ene år så Lamphun ud til at vinde, det næste Lopburi. Dette kunne Kong Aditta godt fornemme, så for at sikre sejren skulle gå til hans egen by, Lamphun, så han sig til sidst nødsaget til at snyde. Med list fangede han Lopburis hær og tvang dem til at arbejde sammen med sine egne folk på en stupa af hidtil uset skønhed. Legenden fortæller, at man gav den navnet ’Mahabalachetiya’, hvilket betyder ’Den store Hærstupa’. Men mange lokale mener i dag, at stupaen i Wat Kukut er netop denne sagnomspundne stupa.

 

Mere end templer

Lamphun er et glimrende sted at gå på opdagelse. Væk fra den moderne og kønne hovedgade, snor et væld af små gader og stræder sig ind i søvnige beboelseskvarterer. Herinde finder man en hel anden verden med små gadekøkkener, cykeltaxaer og gamle træhuse mellem de moderne betonbyggerier. Alt sammen minder om, hvordan de fleste nordthailandske byer må have set ud for blot 50 år siden. Naturligvis er tiden ikke gået i stå i Lamphun, men væk fra hovedgaden ånder alt fred og ro, og man glemmer hurtigt, hvor tæt på storbyen Chiang Mai, man i virkeligheden er.

undefined

En rigtig god måde at udforske disse sidegader på er fra bagsædet af en cykeltaxa. Her kan man blot slappe af og se byen glide forbi i et stille og roligt tempo. En anden fordel ved cykeltaxaer er, at chaufføren oftest kender byen som sin egen bukselomme og derfor tager smutveje ind gennem områder af byen, man aldrig selv ville have begivet sig ind i. Det er på ture som disse, at det går op for én, at Lamphun er langt mere end gamle templer og minder fra fordums tid. Lamphun lever i høj grad i nutiden, om end en anden nutid end nærliggende Chiang Mai. Lamphun er et af de steder, hvor folk hilser overrasket og smiler, når de passerer én på gaden, hvor cykeltaxaerne er for de lokale og ikke for turisterne, og hvor begrebet ’turistpriser’ endnu ikke er nået ud. Med andre ord giver Lamphun muligheden for at opleve et fuldstændigt uturistet Nordthailand fra sin allerbedste side.

Vi faldt eksempelvist tilfældigt over et lille værksted, hvor lokale kvinder sad ved store gammeldags væve i træ i fuld gang med at kreere farvestrålende stoffer. Forsigtigt stak vi hovederne ind og blev straks vinket indenfor, hvor vi under megen opmærksomhed og fnisen blev vist rundt. Det var fascinerende at se dette gamle håndværk stadig blive udført som en naturlig del af dagligdagen. Med et koncentreret, men professionelt blik arbejdede kvinderne i hastigt tempo. Hænderne for frem og tilbage, og fødderne arbejdede i rytmiske bevægelser. De gamle væve knirkede højlydt, men langsomt og sikkert kunne man se avancerede mønstre tage form. To uger, blev vi stolt betroet, tager det at lave stof til én af de traditionelle nederdele. Så lang tid blev vi nu ikke, men vi blev inviteret til at blive og spise med.

 

Den legendariske krigselefant

Lamphun har et væld af legender og en af dem knytter sig til to oldgamle stupaer i en rolig lille have mellem høje træer midt i et beboelseskvarter nord for det gamle centrum. Stupaerne ser præcis lige så gamle ud, som de siges at være. Det hedder sig, at den legendariske lokale dronning Chama Thewi lod disse bygge for at begrave henholdsvis sin højt skattede royale krigselefant og sin royale hest. Især elefanten har en særlig plads i de lokales hjerter, da den siges at have sikret byen en vigtig sejr ved at knuse fjendernes leder mod den nordlige byport. Derfor ofrer man blomsterranker samt små og store elefant- og hestestatuer til stupaerne. Disse står som små hære ved stupaernes baser.

undefined 

Mens vi studerede stupaerne, fik vores cykeltaxachauffør pustet ud, og da han så ud til at være klar igen, begav vi os tilbage mod midtbyen. Der var ikke mange andre køretøjer at se på de små veje og det hele emmede næsten af landlig idyl. Men snart kørte vi igen gennem den lille nordlige byport. Trafikken blev tættere og Lamphuns kompakte bykerne opslugte os endnu engang.

 

903 sidste chancer for god karma

Fra bilen tilbage mod Chiang Mai kunne vi se det grønne, frodige landskab glide forbi. Et sted arbejdede en bonde i en rismark med et par vandbøfler. Et andet sted kunne vi se kvinder på vej hjem fra byen med varer. Men et langt stykke ad vejen var udsigten fuldstændig domineret af høje, gamle træer, der stod tæt på rad og række langs vejen som silhuetter mod aftensolens orangerøde himmel. I det bløde lys kunne vi se bånd af orange stof bundet om stammerne. At binde stofstykker om træerne er endnu en måde for de lokale at sikre sig god karma. Netop fordi træerne er hellige, er der også en ualmindelig høj bøde for at køre ind i dem eller på anden måde beskadige dem.

 undefined

Træerne gled forbi uden for bilen som flakkende lodrette sorte streger mod horisonten. Hele 903 hellige træer flankerer denne vej. De er efter sigende nummererede og nr. 779 skulle være det helligste. Når man tænker over det, er det kun passende, at disse træer står netop her. For Lamphuns templer blev bygget i håbet om at opnå god karma, og dette er stadig grunden til, at pilgrimme valfarter til denne gamle by. Så er det da betryggende at vide, at hvis man ikke har sikret sig nok god karma under sine besøg i Lamphuns smukke, gamle templer, har man på vejen hjem yderligere 903 muligheder for at rette op på dette.

 

undefined

 

Designerhotellet Rachamankha: www.rachamankha.com.

 

SE VORES GUIDE TIL THAILAND HER

Læs mere om rejser til Thailand her:

Chiang Mai

Bounty-øen fundet

Er Thailands flydende markeder stadig et besøg værd?

 

*Senest opdateret den 5. maj 2017