Black Hills: De hellige bjerge

undefined

Igennem mange århundreder betragtede de nordamerikanske indianere området omkring Black Hills i South Dakota som en helligdom, men det endte brat, da nybyggerne fandt guld i bjergene. I dag er området et velbesøgt turistmål, og det ikke uden grund …

Tekst & foto: Karsten Bidstrup

 

Jeg holder i vejkanten ikke langt fra Black Hills, med udsigt over Badlands. Jeg sidder og kigger i bakspejlet, og ser en mand, som med rolige, bestemte skridt nærmer sig min bil bagfra. Jeg er på vej igennem den sydlige del af South Dakota i den amerikanske midtvest. Her er øde og fladt, og det eneste liv, jeg ser omkring mig, er de klassiske Peterbilt 379-trucks, som ind imellem drøner forbi med imponerende brøl, efterladende skyer af støv.

Og så er der altså også ham her. Han nærmer sig stille og roligt, og jeg kan se, at hans hånd hviler i bæltekanten - på en pistol.

Og så når han hen til bilen.

undefined

 

Badlands

Udsigten fejler absolut intet. Nationalparken Badlands ligger strakt ud foran mig, så langt jeg kan se, med sine finurlige og forræderiske landskaber, og det er ikke stedet, man ønsker at fare vild. De gamle Sioux-indianere (som også kaldes Lakota-indianere) kaldte disse bjerge for Makhóšiča, hvilket betyder noget i retning af farligt eller dårligt land. De franske pelsjægere, som jævnligt passerede området i det 18. og det 19. århundrede kaldte dem for Jordene, som er svære at krydse. Og det var med god grund, at både de indfødte indianere og erfarne pelsjægere ikke brød sig om området.

Bjergene - som vel i virkeligheden mere ligner velvoksne bakker - består primært af løs jord, fedtet ler og dybt sand. Derudover er området udformet som et af naturens virkelige luner, en stor ufremkommelig labyrint, som man nok kunne finde ind i, men - i mange tilfælde - ikke ud af. Blev man ikke dræbt i et mudderskred eller en sandstorm, risikerede man simpelthen at fare vild for alvor.

Set lidt fra oven - hvor jeg nu sidder i min bil - ser området meget imponerende ud, men jeg forstår de gamle indianeres fortolkning. Et trist sted at ende sine dage.

undefined

 

Hænderne op

Jeg vågner fra mine drømmerier om Badlands og ser, at manden nu er helt henne ved min dør. Han holder hånden på sin pistol og er standset lige ud for bagdøren, så jeg kan kun se ham, hvis jeg læner mig frem. Han banker på dørstolpen.

"South Dakota Highway Patrol, sir," siger han bare. "Licence and registration, please."

Landskabet er ærlig talt så fantastisk, og nogle af vejene så forbandet lige, at det er svært ikke at få tunge fødder her i området. Det er nemt at køre alt for stærkt, og det er alt for nemt ikke at opdage færdselsbetjentene, der - nøjagtig som i en film - holder gemt bag et skilt.

Jeg slipper med en advarsel. Betjenten har aldrig set et internationalt kørekort før, så han giver op på halvvejen.

"Have a nice day, and do not speed," er det sidste, han siger, inden han går tilbage til sin Dodge Charger (370 hk, 5.7 L, V8, som kan nå op omkring 235 km/t. Ja ja ...).

undefined

 

Helligbrøde i bjergene

Black Hills er en lille bjergkæde, som dækker en del af det sydvestlige hjørne af South Dakota. Bjergene rager op på den ellers flade prærie med Harney Peak som den højeste top (2.208 meter). Det er dog ikke meget, når man tænker på, hvad amerikanerne ellers præsterer.

Men her er det heller ikke så meget størrelsen, det handler om - det er historien. Historien om de nordamerikanske indianere, som havde boet i området allerede 7.000 f.Kr., og om hvordan guldfund omkring byen Deadwood skulle vise sig at blive begyndelsen til enden for dem indenfor ganske få år. Amerikanerne ville have kontrollen med området, kontrollen over guldet og sølvet, og Black Hills-krigen i 1876 afgjorde stridsspørgsmålet med Sioux- og Cheyenne-indianerne. Indianerne ville beholde området, idet de hævdede, at det - i deres kultur - var Verdens Hellige Centrum, og selv om Black Hills, ifølge Fort Laramie Traktaten tilhørte dem, så var det kun et stykke papir.

Regeringen havde kontrollen over bjergene - stik imod traktaten - og selv om de indfødte indianere blev tilbudt store summer for området, afslog de. De har aldrig accepteret gyldigheden af aftalen, og stridsøksen er endnu ikke begravet den dag i dag.

undefined

 

Bisonland

Jeg står på bremsen, da en flok bisonokser kommer buldrende hen over vejen. Den fører igennem Custer State Park, som netop er kendt for sine horder af nordamerikanske bisonokser, efterkommerne af de ganske få hundrede eksemplarer, der overlevede de store nedslagtninger på prærien i det 19. århundrede. Der blev angiveligt slagtet over 50 millioner bisonokser for at skaffe mad til arbejderne, som byggede de første jernbaner over prærien samt for at fratage indianerne overlevelsesmuligheder og - naturligvis - også for sportens skyld.

Den store amerikanske folkehelt William Frederick Cody, Buffalo Bill, stod for nedskydningen af intet mindre end 4.280 bisonokser på halvandet år, da han havde en kontrakt med firmaet Kansas Pacific Railroad om at forsyne jernbanearbejderne med kød. Heraf kom hans saftige tilnavn.

undefined

 

Slagtehuset

Custer State Park er en del af Black Hills, og fortsætter man ud ad de snørklede veje igennem bjergene, kommer man på et tidspunkt til en af USA's mest berømte seværdigheder. Og her bliver der i bogstaveligste forstand set ned på turisterne.

Stedet blev oprindeligt kaldt Slaughterhouse Mountain (Slagtehus-bjerget) af nybyggerne i området, men endte med at blive kendt som Mount Rushmore, opkaldt efter Charles E. Rushmore, en fornem newyorker-advokat, der deltog på en ekspedition til området i 1885.

I 1941 stod den kolossale granitskulptur færdig, hugget ud i en bjergtop. Den forestillede de afdøde amerikanske præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln. Skulpturen er bare 18 meter høj, men kan ses på stor afstand hen over landskabet.

Skulpturen har alle dage været et kontroversielt emne, idet området er helligt for de indfødte indianere, som i sagens natur ikke har set venligt på den. De mener, at det er en hån at placere lige netop dén skulptur på lige netop dét sted; en statue af overhovederne for landet, som har brudt sit løfte til indianerne (jf. føromtalte Fort Laramie Traktat, red.).

undefined

 

Den skøre hest

Men Sioux-indianerne tager til genmæle. I juni 1948 påbegyndte kunstneren Korczak Ziolkowsi udformningen af en af verdens største skulpturer, og det kun 40 kilometer fra Mount Rushmore. Idéen var at vise verden, at de indfødte amerikanere - indianerne - har helte, ligesom de hvide nybyggere havde det.

I dag - 64 år efter de første hug ind i klipperne i Black Hills - er statuen af den store Sioux-høvding Crazy Horse ved at tage form, og efterkommerne af Ziolkowsi arbejder fortsat på at færdiggøre hans livsværk. Statuen af Crazy Horse til hest skal blive 170 meter høj, når den engang med tiden er klar, og kaldes naturligt nok for Crazy Horse Memorial.

Fra besøgscenteret kan man følge med i, hvordan udformningen af Crazy Horse-skulpturen skrider frem, og det gør rigtig mange tusinde turister årligt. Og det, selv om det jo varer mange år endnu, før den skøre hest træder frem af klipperne.

Jeg fortsætter min rejse og kører mod øst, ad Interstate 94, en vej Crazy Horse måske selv rejste ad, dengang her kun var prærie. Det er stadig åbne vidder, og man kan nemt forestille sig den legendariske indianer til hest her.

"My lands are where my dead lie buried."

Citat af Crazy Horse

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 4 / 2013 den 1. april 2013 

*Senest opdateret den 21 september 2017.