Burning man: Fabeldyr og penisfutteraler

undefined

Det er ikke så simpelt at forsøge at forklare, hvad Burning Man er til en person, der aldrig har deltaget. En årlig begivenhed og et internationalt kulturelt fænomen. Enhver nouveau hippies våde drøm. Verdens mest kreative by. En opdagelsesrejse blandt afghanske nødhjælpsarbejdere, piloter, mammutter og matematiske drinks. I realiteten er det som at forsøge at forklare en blind halvtreds nuancer af blå. Burning Man kan perifert defineres som en helhed, men for virkelig at forstå begivenheden, må man deltage …

Tekst og foto: Martin Ersted

 

Mit medbragte plastikkrus bliver ærbødigt fyldt til randen med en begsort og let klukkende væske. "One Dark Matter, Sir" lyder det fra den rare mand i tropehjelm bag baren. Jeg og min makker er på en mission. En mission, der indtil videre har ledt os til koordinatet 3,14159 og M i et 20.000 kvadratmeter stort grid af et ørkenstykke, der udgør de fysiske rammer for verdens mægtigste midlertidige by - Black Rock City. Vi står i baren i Math Camp - en af Black Rock Citys utallige temalejre - omgivet af burnere - synonymet for de mange tusinde deltagere, der hvert år siden 1986 er draget ud i Nevadas ørken for at bygge Burning Man festivalen.

undefined

I en uge forvandler mere end 60.000 virksomhedsledere, entreprenører, kunstnere, ingeniører og kreative sjæle et øde ørkenområde til et flimrende fatamorgana - klodens største voksentivoli med 650 temalejre, gigantiske kunstværker og flere tusind events døgnet rundt. Alt medbragt af deltagerne selv, der også tager alt med ud igen efter en uge i det pengeløse samfund. Festivalen kulminerer den næstsidste aften og nat med verdens største lejrbål, nemlig den nærmest hedonistiske afbrænding af en 20 meter høj træmand, the Man, placeret i centrum af en gigantisk ørkenmanege - også kaldet playaen. Rundt om playaen ligger byen formet som en halvcirkel med de massive Black Rock Mountains i horisonten. Det hele befindende sig et sted på grænsen mellem enhver nouveau hippies og kunstelskers vådeste fantasi og realiteten af måneders forberedelse og hårdt arbejde.

I Math Camp er et par halvt fabeldyr/halvt nøgne kvinder og en fyr kun iført penisfutteral og motorbriller ved at gøre tavle og stolerækker klar til en af de daglige forelæsninger om et vilkårligt matematisk kompleks med efterfølgende debat og drinks ad libitum fra et yderst velassorteret menukort. Denne dag står blandt andet på mysteriet om det magiske tal Pi – hvilket ligger i utrolig god tråd med koordinatplaceringen af selve lejren.

undefined

 

Ild, mammutter og Google

Det er sjette gang, at mine fødder har taget turen over Atlanten og nu står blottede i det basiske ørkenstøv med mig ovenpå. Det er min makkers fjerde gang på Burning Man – sidst han deltog, i 2009, resulterede oplevelsen i en beslutning om at tage tilbage til Danmark for at sige sin stilling op som jurist og starte fuld tid på et kunst- og klimaprojekt. For som han siger: “Burning Man oplader ikke dine batterier - Burning Man udskifter dem”. Vores mission er at hente inspiration i festivalens spirende bæredygtighedsprojekter og så er vi på jagt efter eldrevne køretøjer blandt de mere end 500 ombyggede og registrerede kunstfartøjer, også kaldet artcars, der dag og nat cruiser over playaens ørkenspejl. Alt fra sørøvergalejer i naturlig størrelse til ildspyende drager, kørende sofaer, mammutter og muffins – sidstnævnte udviklet og bygget af en af Tesla Motors topingeniører – er med til at forfine det uden sidestykke mest surrealistiske parallelunivers skabt på denne jord - vel at mærke ikke af en festivalledelse, men af deltagerne selv. Burning Man organisationen sætter alene rammerne og det er med en vis ærefrygt, at man bevæger sig rundt i det midlertidige samfund, hvor alle er festivalens skabere og dybt kreative og kompetente mennesker, der tiltrækkes af den isolerede beliggenhed og radikale tilgang til publikumsinddragelse. Burning Man er et enestående rum for selvudfoldelse og personlig udvikling og giver helt nye perspektiver på identitet og ledelse, engagement, samskabelse og community building. Måske derfor er bl.a. stifterne af Google, Amazon og Facebook blandt deltagerne og medskabere af temalejre som “Silicon Village” og TEDxBlackRock-City”.

undefined

 

Ud af manegen

På trods af at man overalt møder en fri bar og med undtagelse af den midlertidige samling af en masse mennesker, står Burning Man i skarp kontrast til eksempelvis de store danske musikfestivaler, der er gennemsyret af kommercielle interesser, og hvor det meste for langt de fleste handler om at drikke hjernen ud og ikke ænse størstedelen af det skue, der bliver opsat for dem, og hvor kunstneriske installationer oftest drukner i øl, fisse og hornmusik og de store musikoplevelser efterfølgende kun svagt huskes i en suppedas af bondeanger og fællessangens tågehorn.

Burning Man er en befrielse fra dette menageri og et eksempel på, at gode intentioner kan lade sig gøre og samtidig være blottet for kommercielle interesser. Der er ingen lukkede områder eller VIP-barer – ej heller finder man krav eller påduttethed om at skulle passe ind i uopnåelige visioner, kunst og bæredygtighed og man får tilbage fra playaen, hvad man selv investerer i den.

Selvfølgelig er der fest, kæmpe soundsystemer og ekstremt meget gang i den – det er bare ikke det at drikke sig sanseløst beruset, der er drivkraften. Måske fordi man ved sin blotte tilstedeværelse og uden tilsætningsstoffer allerede er midt i et get-a-away, beruset af omstændighederne alene. Måske fordi hele forbrugermentaliteten og det pengehungrende og omsætningsbaserede er forsvundet sammen med de sidste skygger af hæveautomater. Måske fordi man ikke bliver taget i hånden af pakke-tilbud og færdigopstillede kuppeltelte – al planlægning står du og din lejr selv for – derfor er der god mening i at teame op med en etableret lejr - for det kræver sit at skulle have alt med ud til et sted, flere hundrede kilometer fra civilisationen, hvor gaveøkonomien sejrer og der ikke findes et eneste reklameskilt.

Det fysisk udfordrende miljø, hvor dagtemperaturen når 40 grader plus og nætterne kan være frysende kolde og voldsomme støvstorme sætter sit aftryk gennem selv de mindste sprækker, kræver omfattende forberedelser. En sådan planlægning får sorteret de mindre seriøse deltagere fra. Man skal virkelig ville det og det giver et engagement og en tilstedeværelse uden sidestykke. Og med en god planlægning kan alt lade sig gøre – selv småbørnsfamilier drager afsted – nogle for at bo sammen med de mere end 150 andre familier i området Kidsville.

undefined

 

Mehrabs aske

Burning Man bæres oppe af 10 principper, der er med til at sikre dens eksistensgrundlag. Principper som mange deltagere vælger at tage med ud i deres verden udenfor Burning Man. Gaveøkonomien er et af dem og man finder hurtigt ud af, at den sværeste øvelse i princippet om Gifting ikke består i at give, men i at modtage.

Et andet princip er Leaving No Trace og handler om at efterlade området i en bedre stand end den, man fandt det i, og det har alle taget til sig - hele festivalen er fuldstændig renset for det mindste stykke affald, toiletterne er nærmest pinligt rene og folk stimler sammen i afsky over et smidt cigaretskod – med god grund for jorden er fredet og festivalen derfor afhængig af, at fodaftrykket i ørkenen bliver så pænt og ikke eksisterende som muligt. Og det lykkes – efter festivalen er ALT væk og det kan ikke ses, hvor på playaen de mange tusinde mennesker har befundet sig.

Involvering eller mere præcist participation er også et vigtigt princip, der skal forstås som deltagelse frem for beskuelse. Det er selvfølgelig muligt at sætte sig på bænkevarmeren og bare lade de fantastiske øjeblikke, inputs, kunst og den utrolige natur passere forbi som et omrejsende variete-teater. Det er også tiltrængt af og til at kunne trække sig tilbage fra de meget intense oplevelser på festivalen, men ved at involvere sig opstår de helt magiske øjeblikke, som da vi i den fortsatte jagt på bæredygtig inspiration og eldrevne køretøjer bliver inviteret op på taget af en stor ombygget skolebus. Heroppe står Ken bag baren og byder os velkommen til the BabaDeck, der i modsætning til de utallige barer rundt omkring også serverer iskold fadøl – en sjældenhed i den tørre ørkenluft og et kærkomment tilbud til vores tørre og tilstøvede halse. The BabaDeck er en del af en større lejr og Baba betyder bedstefar på afghansk, forklarer Ken. The BabaDeck er en tro kopi af baren på øverste etage i The Taj – et guesthouse for NGO’ere, journalister og nødhjælpsarbejdere beliggende i den afghanske by Jalalabad. Ken driver stedet sammen med et par andre gode mennesker i organisationen Synergy Strike Force og fortæller, at baren i Afghanistan køres fuldstændig efter Burning Man-princippet om gaveøkonomi, hvilket det lille skilt over baren også antyder - “Øl for oplysninger” står der. Her på Burning Man er oplysningerne, der deles over baren, mest gode røverhistorier, smiler Ken, men i den afghanske udgave af the BabaDeck handler det om helt reelle oplysninger, som Ken og hans folk bruger til at sprede deres støtte til civilbefolkningen - blandt andet i form af fri Wi-Fi og en mobiltjeneste med hjælp og gode råd til gravide afghanske kvinder. Et initiativ, siger Ken lavmælt, der måske har resulteret i vrede og i sidste ende drabet tidligere på året på deres gode nære ven og altmuligmand i The Taj, afghaneren Mehrab.

Folkene i lejren har taget resterne af Mehrab med ud i ørkenen og tidligere på dagen deltog de alle i en mindehøjtidelighed ved Templet - en installation, der hvert år bygges op langt ude i ørkenen og som afbrændes på festivalen sidste dag. I år er Templet en stor struktur, der minder om en asiatisk pagode, lavet af tusindvis tynde træudskæringer. På væggene har folk skrevet små intime beskeder af både personlig og universel karakter og der iblandt sørgende og elskende burnere og i en tæt og intim atmosfære blev Mehrabs aske efterladt.

Efter den beretning donerer vi en flaske rom til baren, der viser sig at være Kens yndlingsmærke. Ken kvitterer med en tur i lejrens ene artcar – en firepersoners drage, bygget over en gammel eldrevet golfbil. Efter at have cruiset rundt til forskellige installationer i støvet, bliver vi, tilbage i lejren, præsenteret for resten af medlemmerne i The Synergy Strike Force - hovedsageligt ingeniører, dataloger, entreprenører, læger og en pilot, der inden længe har fået hevet mig ud på toppen af lejrens anden artcar - en kæmpe lygtefisk - der kører tværs over playaen og gennem festivalens mange gader og stræder mod Burning Mans egen lufthavn. Jeg er på vej til en rundtur i et af Synergy Strike Forces to medbragte fly.

undefined

 

I en højere enhed

At se Black Rock City fra luften i 5.000 fods højde er en af de største gaver, jeg har fået på Burning Man - ikke mindst at opleve perspektivet i den helt ubegribelige smukke natur og at indse, at dette utrolige skue vitterlig ligger helt ude i ingenting langt væk fra civilisationen. Det må, tænker jeg, føles lidt, som da Voyager sendte de første billeder hjem af vores blå klode svævende der alene i universet. At nogen, eller noget har skabt dette ud af ingenting, er en tanke, der også er med mig to dage senere, da the Man, som jeg nu kan se flere tusinde fod under mig, står omspændt i flammer midt i en af de største eksplosionsbrande, jeg nogensinde har oplevet med ildtornadoer fygende henover hovedet på de mange tusinde mennesker, der denne aften alle er samlet om the Man

Der er noget smukt over kun at kunne opleve noget så intenst i et så kort tidsrum, inden det forsvinder. Intensiteten og opmærksomheden mangedobles. Næste gang, tænker jeg, vil det være noget helt andet, men deltagerne vil være der og den udefinerbare ånd, som får en til at hige efter at komme hjem igen år efter år, at komme hjem til playaen – den vil være der.

Jeg og min makker forlader ørkenen natten efter, hvor de fleste kunstværker og templet er brændt ned til grunden, med alt i det.

 

 

LINKS

www.burningman.com

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 7 / 2014 den 1. juli 2014

*Senest opdateret den 21 september 2017.