Manzanar: Amerikanernes koncentrationslejr fra 2. Verdenskrig

 undefined

Tekst og foto: Anders Stoustrup.

Det er ikke noget, man hører om. Men under 2. Verdenskrig blev 120.313 amerikanere med japanske rødder holdt fanget bag pigtråd i deres eget land. Efter krigen gjorde den amerikanske regering meget for at slette alle spor. Men på en vindomsust slette bag Californiens Sierra Nevada-bjerge arbejder en lille gruppe dedikerede ildsjæle for at fortælle historien om koncentrationslejren Manzanar. Et mørkt – men også livsbekræftende – kapitel i den nyere amerikanske historie, som USA uden tvivl helst ville glemme for altid. Tekst og fotos af Anders Stoustrup

 

Nord for Lone Pine langs den afsidesliggende hovedvej 395 i det østlige Californien står et ensomt vagttårn og spejder mod Sierra Nevada-bjergene i det fjerne. Den dag i dag er det svært at se, hvad vagttårnet i sin tid skulle holde øje med. Men drejer man fra vejen og sætter kurs mod den grå lagerlignende bygning på sletten foran tårnet, vil man snart få svaret. 

Vi parkerede bilen på den lille parkeringsplads og gik i retning af bygningen. Et amerikansk flag blafrede i vinden, og bag lagerbygningen kunne vi skimte et par træbarakker på den sandede slette. Foran bygningen stod en gammel brandbil, men ellers var der umiddelbart ikke meget at se. Dette ændrede sig dog med det samme, da vi trådte indenfor gennem glasdøren til Manzanars lille museum. 

 

USA i panik efter Pearl Harbour

Angrebet på den amerikanske flådestation Pearl Harbour den 7. december 1941 kom som et chok for amerikanerne, der i den grad blev taget på sengen. Men da støvet fra bomberne havde lagt sig, var ingen i USA i tvivl om, hvem fjenden var. Pludselig blev alt med blot den vageste forbindelse til Japan set som en risiko mod nationens sikkerhed. Deriblandt de titusindvis af amerikanere med japanske rødder. En japaner var en japaner, og så blev der ikke skelet til, om personen havde boet i USA hele sit liv. 

Fjendtligheden mod denne befolkningsgruppe voksede støt, og i marts 1942 gav den amerikanske regering alle indbyggere af japansk afstamning i det vestlige USA et ultimatum: I en 3-ugers periode kunne de frit rejse enten til Japan eller østpå væk fra Stillehavskysten. 

 

undefined

Ankomst til Manzanar

Nogle valgte at flytte. Men mange blev, fordi de forventede, at hysteriet ville aftage. Det gjorde det ikke, og i sommeren 1942 besluttede den amerikanske regering at tvangsflytte 110.000 amerikanske statsborgere af japansk afstemning ind i 10 lejre, hvoraf Manzanar var den ene. To tredjedele af disse var født i USA, og ingen af dem var dømt for spionage eller sabotage. Deres eneste kriminalitet var deres japanske rødder. 

Som indsatte William Hohri, husker det: ”Vi havde omkring en uge til at skille os af med alt, hvad vi ejede med undtagelse af det, vi selv kunne bære ombord på bussen mod Manzanar.” Andre fik ikke nær så langt varsel: ”FBI kom og samlede min far op med det samme. Det var lige som i filmene”. En anden beretter: ”Midt i bryllupsreceptionen kom FBI og arresterede nogle af gæsterne”.

Grace Nakamura husker dagen således: ”Den 16. maj 1942 kl. 9:30 rejste vi mod en ukendt destination. Jeg husker tydeligt de ældres bønner, nogle liggende på bårer, og forældreløse børn, der blev gennet ind i toget af deres barnepiger. Særligt husker jeg et ungt par med fire små børn i førskolealderen. Moderen havde to skrækslagne småbørn, der holdt fast i hendes jakke. På armen bar hun to grædende babyer. Faren havde bleer og andre babyting bundet på ryggen. I hænderne kæmpede han med en stoftaske og en kuffert.”

Ved ankomsten til Manzanar blev William Hohri, Grace Nakamura og ca. 10.000 andre indlogeret i lejrens 504 barakker, der var opført i en retvinklet barakby. Sakaruchi beskriver hendes første indtryk af lejren med ordene: ”Jeg husker rækkerne af barakker, jord overalt, ingen planter eller grønt”.

 

undefined

Var Manzanar en koncentrationslejr?

Manzanar og de ni øvrige lejre er blevet kaldt meget forskelligt under krigen. Officielt var de  ”War Relocation Centers”. Nogle aviserne og mange fjendtligt stemte amerikaner kaldte dem slet og ret for ”Jap Camps”, mens præsident Roosevelt og andre officielle personligheder af og til brugte ordet ”koncentrationslejr”. 

Men ligegyldigt navnet var Manzanar et fængsel, hvor folk blev tilbageholdt mod deres vilje på grund af deres etnicitet. Det skal dog understreges på det kraftigste, at de 10 amerikanske lejre ikke tåler sammenligning med Nazi-Tysklands udryddelsesfabrikker. Her var ingen gaskamre, for målet var ikke at slå nogen ihjel. Formålet var derimod at sikre sig mod spionage og sabotage ved at fjerne alle med japanske rødder fra det øvrige samfund. Officielt for deres egen sikkerheds skyld. Men som en af de indsatte bemærkede, vendte alle våbnene indad mod de indsatte. 

 

Behov for adspredelse

På rekordtid blev Manzanar forvandlet til en lille lukket verden, og snart blev behovet for adspredelse mere og mere kritisk. Derfor ansatte lejrens ledelse en herre med det danskklingende navn Aksel Nielsen til at stå for de indsattes sociale aktiviteter. Selv husker han behovet således: ”At blive fjernet fra det travle amerikanske liv og fanget på en kvadratmil gjorde de indsatte desperate efter noget at lave. Pludselig var det ikke længere muligt at stoppe i kiosken for at købe en cola eller en is. Man kunne ikke tage til stranden for svømme eller vindueshoppe i butikker.” 

Med tiden opstod et bredt udvalg af aktiviteter, hvoraf de fleste foregik i den store lagerbygning, der er en af blot tre originale bygninger fra krigstiden. Her kom folk for at danse eller se film på det store lærred. Der blev holdt forestillinger og foredrag af forskellig art, og selv gymnastik blev afholdt her i de kolde vintermåneder. Andre mødtes for at spille kort eller udføre traditionelt kunsthåndværk. Kampsport som judo og kendo var ganske populært, men de indsatte fandt også ud af at lave baner til baseball, basketball og tennis. Sågar en modelfly-klub så dagens lys, og en gruppe unge dannede bandet ”Jive Bombers”. 

 

Fra balsal til museum

Scenen, hvor alt dette foregik, er der stadig. Men i dag er den gamle bygning fyldt med citater, billeder og meget personlige beretninger fra tiden under krigen. Netop ved at bringe historien ned på det personlige niveau, formår museet at gøre hændelserne håndgribelige og levende, og det er lettere at sætte sig i fangernes sted. 

Det lyder umiddelbart hyggeligt med alle disse aktiviteter. Men vi behøvede ikke at bruge lang tid på museet, før det stod klart, at livet i Manzanar absolut ikke var nogen dans på roser. Især det manglende privatliv var svært at vænne sig til. Rosie Maruki Kakuuchi, der var teenager under sit ophold i lejren, beskriver f.eks. det at gå på det store fælles toilet som værende ”pinligt, ydmygende og nedværdigende”. Plads var en konstant mangelvare, og klimaet gjorde det heller ikke let for de indsatte. Det var bagende varmt om sommeren, og om vinteren føg en isnende vind ned langs bjergene og frøs alt til is.

 

Hverdagslivet i Manzanar

Det var ganske enkelt et spørgsmål om at få hverdagen til at fungere. Mange af de indsatte havde gode uddannelser og var fagligt dygtige, så de kunne træde til med hver deres ekspertise. Omkring 4000 af lejrens indsatte fik fast arbejde som eksempelvis lærere, brandmænd, konstruktionsarbejdere, sygeplejersker og alle mulige andre funktioner, der skulle til for at få en by med 10.000 indbyggere til at fungere. 

Deriblandt lægen Dr. Yoshiye Togasaki, der beskrev sin første tid i Manzanar således: ”Vi stod over for børn med mæslinger, røde hunde, kighoste og diarre. Det eneste sted, vi havde at behandle dem, var barakker uden varme, komfur eller vand. For mig betød det 14-16 timers dage fyldt med hårdt arbejde og frustrationer.” 

Andre arbejdede i frugthaverne med at grave vandingskanaler eller med at opfostre grise, kylling og kvæg. De indsatte tjente mellem $12 og $19 om måneden, hvilket i nutidspenge svarer til ca. $200-$250. Beløbet var bevidst sat så lavt, så de aldrig kunne tjene mere end de laveste rangerede soldater i den amerikanske hær, der i denne periode fik en månedsløn på $21. Så det var ikke noget ødselt liv på nogen måde. Et måltid i kantinen kostede ca. 12,5 cents, og arrangementer i fælleshallen kostede 25 cents for voksne. Skole og lægehjælp var dog gratis. 

Således gik hverdagen sin gang i Manzanar, og i løbet af lejrens tre et halvt års eksistens blev 541 babyer født, 188 par blev gift og 143 mennesker døde. I samme periode serverede kantinens 1100 medarbejdere ikke mindre end 28.790.221 måltider. 

 

undefined 

Barakkerne

Tiden fløj af sted i museumsbygningen, der udover plancher og fotografier også bød på en meget informativ film om lejren. Så da vi atter trådte ud i det stærke sollys, var det allerede ud på eftermiddagen. 

Den lageragtige hovedbygning er original. Men de oprindelige barakker og andre bygninger blev revet ned efter krigen. Derfor har man rekonstrueret den gamle kantine samt to barakker, så besøgende kan se, hvordan folk levede. Den første barak viser standarden i lejrens første tid. Her var der ingen madrasser. Kun sække med strå. Sengetøj kunne man også kun drømme om, og tynde træplader og stof hængt op i loftet gav den eneste lille illusion om privatliv. Bygningsmaterialer var i høj kurs, og Noriko Bridges husker, hvordan de forærede en håndfuld bøjede søm til en ven i forlovelsesgave.  

Forholdene i barakkerne blev dog bedre med årene. Det ses tydeligt i den anden barak, der viser standarden i lejrens sidste tid. Det sagt, var der ingen luksus af nogen art i Manzanar. Og livet var næppe lige så sorgløst og lykkeligt, som USA's mest berømte fotograf gennem tiderne, Ansel Adams, portrætterede det gennem en række sort-hvid-billeder. 

 

undefined

De japanske haver

En af de vigtigste forbedringer ved livet i Manzanar var uden tvivl konstruktionen af en række japanske haver. Blandt lejrens ca. 10.000 indsatte var omkring 400 gartnere, og i løbet af få måneder blev den sandede jord forvandlet til 30 smukke japanske haver med vandløb, broer og stenlanterner. ”Da vi ankom til lejren, var den en øde ørken”, husker indsatte Tsuyako Shimizu. ”Men da vi forlod lejren, var den en have bygget uden brug af værktøjer”.

Disse haver var uvurderlige pusterum for lejrens indbyggere. Her kunne de holde picnic på fridage, og haverne var det oplagte sted at søge hen, når kedsomheden og realiteterne blev for meget. Som indsatte Jeanne Wakatsuki Houston kærligt beskriver det: ”Du kunne stå med ansigtet vendt væk fra barakkerne og kigge forbi de små vandløb mod de mørke bjerge, og for en stund ikke længere være en fange. Du kunne føle dig fanget i et underligt næsten smukt land, som du ikke kunne flygte fra, men som du samtidig næsten ikke ønskede at forlade.” 

Også disse haver blev sløjfet efter krigen, og inden længe dækkede vinden dem med sand. I dag har Manzanar et fast hold af arkæologer ansat til at udgrave byen, og da vi besøgte stedet, var man netop i gang med at udgrave en af de gamle haver. Til at hjælpe sig har arkæologerne tidligere indsatte, der husker livet i lejren. Sammen prøver de at rede så meget som muligt fra ørkensandet, så historierne fra Manzanar ikke forsvinder med tiden. Indtil nu er 10 af Manzanars i alt ca. 30 haver atter gravet frem i lyset. 

 

 

Helte

Da den amerikanske krigslykke vendte i Stillehavet, begyndte optimismen i landet at blomstre. Dette førte til, at de første indsatte fik lov at forlade lejren i 1943. Nogle blev sendt tilbage i samfundet for at gå på universitetet. Andre fik job i den østlige del af landet, mens et stort antal fik midlertidig udgang, så de kunne hjælpe med at høste i Midtvesten. Men ingen fik lov at vende hjem til vestkysten.

I januar 1944 begyndte hæren igen at tage imod soldater af japansk herkomst, og således fandt en del af Manzanars indsatte en vej ud af lejren. Nogle blev tvunget ind i hæren gennem session, mens andre meldte sig frivilligt. Mange endte i de særlige 442nd Regimental Combat Team eller 100th Infantry Battalion, der udelukkende bestod af japanske amerikanere. Sammen kæmpede de to enheder med ære i bl.a. Nordafrika, Frankrig og Italien. Faktisk blev disse regimenter de højest dekorerede i hele krigen målt på størrelse og længden af deres service. Men det var en dyr ære. For 9.846 soldater faldt i disse to regimenter alene.

I alt kæmpede næsten 26.000 japanske amerikanere på de allieredes side i krigen. I juli 1946 mødte præsident Truman de hjemvendte soldater med ordene: ”I kæmpede ikke kun mod fjenden. I kæmpede også mod fordommene – og I vandt!”

 

Hjem

Den 6. og 9. august kastede amerikanerne atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, hvilket fik japanerne til at overgive sig den 2. september. Men først 21. november blev Manzanar lukket definitivt ned, og de sidste indsatte fik lov at rejse hjem. Med sig fik de $25 og en busbillet. Det var det. Barakkerne blev revet ned, og næsten alle spor af Manzanar blev slettet. 

Men hvad havde de tidligere indsatte at vende hjem til? De fleste havde solgt deres ejendomme, og selvom krigen var slut, nærede mange amerikanere stadig et stort had til Japan. Så for de fleste var efterkrigstiden præget af ekstrem jobmangel, boligmangel og udbredt diskriminering. 

Selv soldaterne, der havde kæmpet i den amerikanske hær, havde det svært. Deriblandt Mitsuo Usui, der beretter om en bustur til Los Angeles. Selvom han stolt bar den fortjenstmedalje, hæren havde givet ham for hans indsats i krigen, blev han mødt med ordene ”Skide japaner” fra en medpassager. Heldigvis brød buschaufføren ind: ”Dame, undskyld til denne amerikanske soldat eller forlad min bus!” Buschaufføren havde selv gjort tjeneste i krigen. 

 

Undskyld! Det var en fejl

I 1988 kom den officielle undskyldning fra den amerikanske regering endelig, da Ronald Reagan i en udtalelse kaldte det hele ’en fejl’ og lovede at udsende en skriftlig undskyldning samt en kompensation på $20.000 til hver af de 82.000 tidligere indsatte, der stadig var i live.

Men sår heles ikke så let, og ingen officiel undskyldning kan naturligvis retfærdiggøre den frihedsberøvelse, som Manzanars indbyggere blev udsat for. Det bedste vi kan gøre for de tidligere indsatte og deres efterkommere er at huske på, hvad der skete. Både de frygtelige aspekter og det hårde liv i utætte barakker. Men også de livsbekræftende historier om de tusindvis af individer, der formåede at rykke deres liv op med rod og skabe en lille verden på denne fjerne vindomsuste slette bag Sierra Nevada-bjergene. Vi skylder ganske enkelt at fortælle deres historie til eftertiden – og det er præcis formået med Manzanar i dag. 

 

 

LINKS

http://www.dowvillamotel.com

www.nps.gov/manz 

www.densho.org

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 5 / 2014 den 1. maj 2014

*Senest opdateret den 21 september 2017.