Venice Beach

undefined

Tekst & fotos: Christian Adamsen

 

23 kilometer vest for Los Angeles ligger Venice Beach grænsende op til Santa Monica. Venice Beach blev grundlagt af tobaksmillionæren Abbot Kinney i 1905. Kinneys ide var fra starten at bygge en pendant til Venedig, deraf navnet. Med lige dele visioner og nordamerikansk entreprenørskab gravede han kanaler i den sumpede jord, opførte boliger, en knap 400 meter lang mole med restauranter, dansehaller og selvfølgelig gondoler til at fragte turister rundt i kanalerne.

 

undefined

 

Stedet blev en øjeblikkelig succes og trak mellem 50.000 og 150.000 turister hver weekend og befolkningen voksede fra 3.000 til 10.000 indbyggere i løbet af få år. Man byggede flere og flere forlystelser, bl.a. de største rutsjebaner på vestkysten, og rundede mere end 200.000 turister i weekenderne. I 1920 kom spiritusforbuddet, som lagde en dæmper på succesen. I 1925 er Venice Beachs vandforsyning, kloakering og vejnet i så dårlig stand, at man afholder en lokal folkeafstemning for at lade Los Angeles annektere området, hvilket blev vedtaget. Det gjorde det ikke meget bedre, for bystyret i Los Angeles havde åbenbart ingen intentioner om at forbedre vilkårene for Venice Beach. Den 29. oktober 1929 krakker Wall Street og i løbet af kort tid er depressionen en realitet, i USA forstærket yderligere af Smoot–Hawley Tariff Act, som lagde ekstra skatter og afgifter på import af varer.

 

undefined

 

I 1929 finder man olie i området, og skønt det set med amerikanske briller blot er et lille fund (450 oliebrønde), giver det området et økonomisk løft i en svær tid, men samtidig tilstoppes kanalerne med affald fra boringerne. Los Angeles bystyre gør intet for bydelen og i 50´erne er forfaldet så fremskredent, at man omtaler Venice Beach som ”slummen ved havet”.

 

undefined

 

Indimellem, når en bydel får lov at forfalde, sker der det positive, at en ny ungdomskultur overtager stedet. Typisk er der meget lidt politi, der er ingen magthavere, som interesserer sig for stedet, og der er ingen til at gøre indsigelser mod de unges udskejelser. Fra et ungdommeligt synspunkt er en forladt bydel det bedste sted i verden at dyrke sine interesser. Ingen blander sig og man skaber selv sine spilleregler. Det samme skete for Venice Beach. Først var det surferkulturen, som godt nok startede i Santa Monica, men hurtigt bredte sig til Venice Beach; så var det skaterne, som startede op, og når unge mennesker er samlet, skal der selvfølgelig musik til. The Cheetah Club, som desværre brændte ned i 1970, lagde brædder til en stribe af generationens mest kendte musikere, bl.a. Janis Joplin, Pink Floyd (som opvarmning for The Candymen), Ike & Tina Turner, Alice Cooper og selvfølgelig The Doors, både Jim Morrison og medstifteren Ray Manzarek boede i Venice Beach.  

 

undefined

 

Samtidigt med at surfer-, skater- og musikkulturen nærmest eksploderede på Venice Beach og blev et af de helt store eksportfænomener, dukkede streetbasket og bodybuilding op. Basketball banerne er kendt over hele USA for deres høje niveau af streetball og talrige NBA spillere har udviklet deres spil her eller rekrutteredes direkte fra disse baner. Bodybuilderkulturen brød for alvor igennem på Venice Beach med symbolet over dem alle, Arnold Schwarzenegger, og fik sin egen strand ”The Muscle Beach”, som i dag er en stor turistattraktion.

Ironisk nok har ungdommens nytænkning og nyskabelser sin egen indbyggede konservatisme, for da Google i 2012 annoncerede, at de rykkede ind i 10.000 m2 kontorer og var på udkig efter yderligere 10.000 m2 til deres ansatte, gik de etablerede til modangreb. Men Google havde spillet deres kort med næsten overdreven elegance. Først indkaldte de til borgermøde for at forsikre indbyggerne om, at de ønskede at gøre noget godt for bydelen og dernæst rykkede de ind i en bygning tegnet af arkitekten Frank Gehry. Ikke et øje var tørt blandt de fastboende, som i dag bl.a. tæller Julia Roberts og Nicolas Cage.  

 

undefined

 

I dag er Venice Beach fortsat en kæmpe turistattraktion og tobaksmillionæren Abbot Kinney må vende sig i sin grav af glæde. Skønt han nok ikke ville se med milde øjne på de mange gøglere, som gør, hvad de kan for at lokke dollars ud af din lomme, på de mange gadesælgere, som sælger alt fra egen produceret musik til lægeerklæringer på marihuana, og på de gamle indianerkvinder, som roder skraldespande igennem for at skaffe til dagen og vejen. Men turisterne er ligeglade og vælter ind i tusindtal og i vanlig nordamerikansk stil klæder de sig på til lejligheden, eller rettere klæder sig ud, for at skille sig ud fra mængden. Man ved jo aldrig, hvem man møder på Venice Beach.

 

undefined

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 8 / 2013 den 1. august 2013 

*Senest opdateret den 21 september 2017.