Kreativ ferie
I en lille sydfransk landsby ligger et paradis for kunstmalere og entusiaster, hvor man kan leve sine kunstnerdrømme ud til fulde.
Tekst: Maria Damborg Petersen
Foto: Maison des Arts
I Maison des Arts (Kunstens hus) er der tid til fordybelse. I en travl hverdag er det ellers ikke noget, de fleste mennesker har for meget af. Dette kunstens hus ligger i La Colle Sur Loup, en lillebitte sydfransk flække en halv times kørsel oppe i baglandet bag Nice.
Konceptet bag malerskolen blev startet af den danske erhvervsmand Lars Borup-Nielsen, som efter at have ført et hårdt arbejdsliv i mange år besluttede sig for at slå sig ned som mæcen og fokusere på det kreative. Han hyrede den engelske maler Mitch Waite som underviser, fik sat et provencalsk hus i tiptop stand, og efter en investering på cirka otte millioner kroner var huset klar til at modtage de første studerende i 2000. Det er Mitch Waite, som er ansigtet udadtil, og det er ham, man lærer at kende under sit ophold.
Folk fra hele verden kommer til skolen, men da markedsføringen startede i Danmark, er der forholdsvis mange danskere, som deltager i kurserne på Maison des Arts.
Hjemlig stemning
Det første, man ser ved ankomsten, er indkørslen i sten, der fører op mod det høje hus. Den store have er indbydende med en grøn græsplæne, og den pittoreske udsigt indbyder til maleri; høje palmer, skove, blomster, træer, skæve huse og et kloster i charmerende provencalsk stil.
Indenfor troner de tunge, mørke træmøbler i spisesalen, og vi føres af Mitch op på vores værelse, der med sirlig sort skrift på døren er døbt: Giacometti. De andre værelser har også kunstnernavne, og man kan bo på værelse med Renoir og Matisse. Et typisk ophold på Maison des Arts varer en uge, og alt foregår i en meget uhøjtidelig og afslappet stil. Det minder på ingen måde om stemningen på et hotel, men snarere om en højskole i luksusstil, hvor maden bliver serveret for deltagerne.
Maden som muse
Og maden er et kapitel for sig. Den ene indbydende ret afløser den anden. Hver aften er der forret, hovedret, ost og dessert. Oveni kommer kaffe, te og chokolade, så det er umuligt at gå sulten i seng. Retterne er lokale, og damerne i køkkenet kæler for detaljerne. Alle måltider serveres med bordvin og Badoit-mineralvand med let brus.
Al denne kræsen for ganen giver velvære og inspiration, når man kaster sig ud i maleriets svære kunst. Min erfaring er, at et godt billede – præcis som god mad – kræver tid. Jo mere tid, jo bedre. Har man kun kort tid til rådighed og bliver stresset eller forstyrret, så er det svært at skabe et godt maleri. Heldigvis har man det meste af en uge til sin rådighed, hvor Mitch gennemgår de forskellige teknikker og materialer: kul, olie, akvarel, akryl, tegning, perspektiv, farve, portræt, croquis og komposition.
Hver dag introduceres nye teknikker, og man skal holde tungen lige i munden, så man ikke kommer til at blande det hele sammen. Bare det at blande farver er noget, der tager tid og skal gøres med omhu. Til de uindviede kan det oplyses, at man får udleveret primærfarverne (gul, blå og rød), nogle gange får man også hvid og til tider sort, men de øvrige farver skal man altid selv blande.
Hvis vejret er godt, kan man med fordel stille sig udenfor og male på sit papir på staffeliet. Vil man have rigtigt lærred, kan man købe det i den tilstødende butik. Papiret er dog kraftigt og kan være basis for ganske glimrende billeder.
Undervisningen foregår på faste tider hver dag: fra kl. 9-12.30 og igen efter frokost fra kl. 14-17. Vil man male derudover, er man meget velkommen. Atelieret er åbent, og materialerne er til fri afbenyttelse. Og man bliver grebet af det. Øvet eller uøvet.
En af de første ting, man lærer, er at bruge sine fingre til at markere en firkant, hvori ens motiv ligger. Når man maler landskaber, kan det være svært at sætte grænsen for, hvor præcist motivet skal være. Man har tendens til at tage for meget med, og det gør det svært.
En anden vigtig ting er at huske at knibe øjnene sammen, så man ser lys og skygge. Det er især godt, hvis man tegner med kul. På den måde ser man ikke omrids af træer og huse, men i stedet lys og skygge, og det gør motivet mere levende, når man tegner eller maler.
Endelig bør man huske at måle figurernes hældning. Ved hjælp af en blyant kan man måle størrelsesforhold og hældning og overføre dem til sit papir.
Afstikkere til landsbyerne
Når man har malet de omkringliggende huse og tage tilstrækkeligt mange gange, kan det være en idé at forlade skolen lidt og tage på udflugt til en af de omkringliggende landsbyer. Så får man lidt nye input til motiver, man kan kaste sig over.
Problemet ved at bære staffeliet med rundt er, at man ikke kan medbringe ret mange materialer. Man vælger typisk akvarel, da man her kan nøjes med at medbringe vand. Akvarel er dog en ret følsom måde at male på. Indtrykket skal gerne være let, så man kan ikke blot male ovenpå igen og igen – som i olie og akryl. Her er også en vis tidsfaktor, da man skal videre efter et vist stykke tid. Oveni er der publikumsfaktoren – man skal være forberedt på, at folk kommenterer og kigger på ens produktion.
Et smukt udflugtsmål er Matisse-kapellet i Vence, der, som navnet antyder, er dekoreret af kunstneren Henri Matisse, der også har valgt møblerne. Selve interiøret er hvidt med enkelte sorte tegninger. Kapellets utrolige farver opnås på solskinsdage, hvor solen skinner gennem vinduernes stærkt farvede glas, og en sand farvemosaik kommer til syne i kapellet. Det bedste tidspunkt skulle efter sigende være klokken 11 om formiddagen, men kapellet har ikke altid åbent på dette tidspunkt.
En anden idé for den kunstinteresserede kunne være et besøg i Fondation Maeght i St. Paul de Vence, der hører til blandt eliten inden for kunstmuseer. Museet, der er privatejet, ligger blot et par kilometer fra Maison des Arts, hvilket giver mulighed for at spadsere derhen. Det ligger naturskønt, lidt a la Louisiana i Humlebæk. Her udstilles værker af det 20. århundredes store kunstnere: Giacometti, Miró, Léger, Bonnard, Chagall og andre. Selve byggeriet er i særklasse, og udsigten fra taget er formidabel. I haven står sjove, farvestrålende statuer, og en kunstcafé sælger en dyr kop kaffe. Her kan man kombinere med middelalderbyen, St. Paul de Vence, der er fuld af gallerier med tvivlsomme malerier, der forsøges afsat til nogle af de mange turister.
Tjek dog altid åbningstiderne på museerne, inden I tager af sted – det kan eksempelvis gøres i La Colle sur Loups turistkontor – så I ikke går forgæves.
Både for begyndere og øvede
Selvom man ikke har stor erfaring som kunstmaler, er det ingen hindring, når man tager et ophold på Maison des Arts. Alle kan deltage, uanset evner og erfaring. Mitch Waite starter typisk dagen med et generelt oplæg; eksempelvis om komposition, perspektiv eller farvevalg, for derefter at give individuel vejledning, mens deltagerne selv vælger motiv i landskabet.
Han er en behagelig optimist, der heldigvis altid ser de gode intentioner og forsøg hos sine elever. Har man brug for lidt hjælp til at komme videre, supplerer han gerne med et velvalgt penselstrøg eller to. Selv er han autodidakt, men med mange års praktisk erfaring, og dygtig til sit håndværk. Er man en øvet deltager, kan man lære en ny tænkemåde og at forbedre sin teknik.
Kurset sluttes med en fernisering, hvor man viser sine værker frem, og efterfølgende ligger de tilgængeligt på internettet, på Maison des Arts’ hjemmeside.
Kommer igen næste år
Karin Bay Christensen og Sonja Schjerning fra Bagsværd har netop været på et ophold på Maison des Arts. Det var Karin, der fik idéen, efter hun havde læst en artikel i Politiken. Hun lokkede sin veninde og kollega Sonja med, som havde malet en del år på aftenskole. De er glade for at møde nye mennesker, men har nydt hinandens selskab.
Samstemmende er de enige om, at deres ophold har været en stor succes. De har nydt at male i det sydfranske miljø og være sammen med andre maleinteresserede, og ikke mindst den lækre mad. De var glade for at møde forskellige nationaliteter, selvom det har stillet krav til deres engelskkundskaber. Begge sætter pris på, at alt er inkluderet i opholdets pris, så man ikke behøver tænke på sin økonomi undervejs.
De har følt sig godt hjemme på skolen, og Karin har været glad for, at Mitch har 'reddet' hende et par gange, når han har sat nogle helt rigtige streger og farver på hendes malerier.
Sidste år var de også i Sydfrankrig, og igen næste år har de planlagt at rejse til Nice og måske bare være på maleskolen på et endagskursus.
Se andre relaterede sider:
Se relaterede rejser:
|