Mellem himmel og helvede
Parga er en pragtfuld plet på den græske vestkyst. Her frister lækker mad, traveture i spændende natur og flere udflugtsmuligheder. Besøg fx Ephyra, hvor indgangen til dødsriget Hades findes ifølge den græske mytologi.
 
Tekst og foto: John Njor
 
Parga ligger fantastisk smukt. Og det har den gjort i mindst 600 år. I skønhedsindtryk minder byen umiddelbart om en kombination af det bedste på Amalfi-kysten i Italien og Dubrovnik i Kroatien. Næsten som sæderne i et amfiteater hænger bygningerne i en halvcirkel op ad bjergsiden, og under resterne fra en vældig fæstning er de yndigste huse malet i et væld af lyse farver. Neden for i bugten ud til Det Joniske Hav findes en lille havn med fiskerbåde og anløbsplads for små færger. Ved siden af ligger en grus-strand, buet som et stort smil med gule tænder. Vandet er så klart, at man kan se fiskene svømme mange meter nede.
I en meget stor bugt på den anden side af bjerget bag fæstningen er en kilometerlang sandstrand næsten uden bebyggelser, men med en skov af parasoller. Under dem ligger kroppe i alle størrelser, men flest XXL, der glinser af sololie langt ned i dellerne. Sproget synes fortrinsvis at være tysk. På toppen af bjerget, lidt inde i landet, er endnu en stor fæstning. I en bugt lidt længere borte ligger den bedste strand, Lichnos. Man kan sejle til den fra Parga i små taxibåde for fire euro retur.
Havnefronten er en kædedans af tavernaer og caféer, hvorfra man kan følge de promenerende fodgængere og sejladsen i bugten med de pittoreske små klippeøer lidt borte. Små fiskerbåde med nettene i bunker og en enkelt mand i hver sejler ud for at sætte garn og vender tilbage med fangsterne, som straks trækker nysgerrige turister til.
 
Den blå farve dominerer
I de smalle gader, der vrider sig som blækspruttearme væk fra havnen, bor 2500 fastboende i lave huse. Gaderne frister med en blanding af små grønthandlere, en bager, slagteren, isenkræmmere, et par minimarkeder, hist og pist en bar, en pub hvor man kan se alskens sportsbegivenheder på TV, samt nogle tavernaer og massevis af butikker. De sælger T-shirts med kendte fodboldheltes navne, sommerkjoler, hatte i alle kulører og faconer, sko, smykker, livremme, samt en utrolig opfindsomhed af souvenirs, hvor der står Parga på meget bras, men også på søde ting ind imellem. Og som alle andre steder i Grækenland er det fortrinsvis den blå farve, der slår igennem på det meste.
 
Restaurationer med udsigt
Højt oppe i byen ligger et væld af restaurationer, som især besøges om aftenen, fordi mange har god udsigt. Andre bobler af græsk stemning med bouzuki-musik og tjenere, der fører an i græsk dans på de små pladser sidst på aftenen. Ved spisetid dufter alt af timian både fra bjergskråningerne og de mange grill’er, hvor souvlaki og lammekoteletter steger side om side med blæksprutter og friske fisk, bl.a. glossa (søtunge) og sværdfisk, som de lokale kalder xifia.
Kort sagt er Parga en meget dejlig græsk ferieby med en helt igennem afslappet stemning. Har man ikke nok i det, er der rige muligheder for ret varierede udflugter. Man kan køre til Lefkas, en langstrakt ø, der er tilknyttet fastlandet med en bro, og undervejs besøge dødsoraklet i Nekromanion eller sejle på endagsture til Korfu, Paxos og Antipaxos.
 
Vejen til dødsriget
Der er også længere udflugter til Meteora med klostre hængende som altankasser oppe på stejle klipper og besøge kløften med den fascinerende gamle bro ved Zagora. Lidt nærmere ligger byer som Arta med Grækenlands ældste bro fra 1600-tallet og en kirke, der er 400 år ældre, eller den yndige Preveza med fin arkitektur i det historiske centrum.
Der er også drypstensgrotten i Perama og en række ruiner, som var bymure, huse og fæstninger for et par tusinde år siden. De findes i Nikopolis og Kassopi, der må have været en interessant by. Den blev bygget efter stjernebilledet Cassiopeia, og inden for murene var 60 kvarterer med identiske huse, alle med havudsigt og forbundet med parallelle gader.
Tager man fantasien med i rygsækken, kan man næsten vandre fra Himlen til Helvede. For ikke langt fra Parga i den vidunderlige natur med pinjer, eg, gran og endog bøg kan man gå dejlige ture i paradisiske omgivelser ved Acheron-floden. Ved Ephyra kan man måske endda finde indgangen til dødsriget Hades, for ifølge guidens viden om den græske mytologi, skulle den være at finde her. Men det er nok klogt at holde sig på denne side af indgangen. Der er nemlig varmt nok endda uden for på en sommerdag, hvor temperaturen godt kan snige sig op omkring de 40 grader.
 
Kort om Praga:
 
Seværdigheder
Udflugter koster til Epirus-provinsen med bl.a. Nekromandion, Zalongo monumentet og Glikring med Acheron-floden 36 euro – og det halve for børn. To dages ture til Meteora og Zagoria med overnatning og morgenmad: 98 euro (49 for børn). Endagstur til Korfu: 35 euro (17,50 for børn). Og enbådudflugt til Paxos og Antipaxos står i 25 euro og det halve for børn.
 
Priser
Typisk koster en stor lokal øl, og de er glimrende, to euro, en flaske lokal vin otte euro (retzina kun fem euro), en is eller en cola må man slippe 1,80 euro for, mens en lille flaske vand koster 0,50 euro og en stor flaske 0,80 euro. Græsk salat og andre forretter ligger på ca. 3,50 euro, en moussaka: 7,50 euro, mens større hovedretter koster fra otte euro for kød og 10 for fisk. Drikkepenge er inkluderet i priserne, men man giver gerne 10 procent oven i for god service og efterlader i øvrigt en lille håndfuld euro og skillemønter til stuepigen ved afrejsen.
Leje af liggestole med parasol er typisk på 2,50 euro for en dag, og leje af en scooter koster omkring 14 euro om dagen, plus forsikringer på tre euro.


 
Åbningstider
Posthusene har åbent fra kl. 7.30-14, men man kan købe frimærker sammen med postkortene i butikkerne. 0,60 euro for et postkort til Danmark.
Bankerne har åbent fra kl. 8 til 14, dog kun til 13.30 fredag, og de holder weekend lukket. Men der er pengeautomater, og de fleste tager kreditkort. Mange barer tager nu kun kontanter. Turistbutikkerne har ofte kun lukket mellem kl. 24 og 9 formiddag i højsæsonen, mens andre butikker holder siesta hele eftermiddagen.
 
 


« Forsiden
« Tilbage