Prag - byguide i ølhøjde
Tekst og foto: Christian Nørgaard, Christian Adamsen og Søren Milholt

Enhver, der besøger Prag, bør vide, hvor man drikker en velskænket øl. Tag med på en slingretur gennem de smalle, brolagte gader, og ned og ind i de mørke, røgfyldte, hyggelige ølstuer. 
Ølstuerne i Prag er lige så berømte som caféerne i Wien og bistroerne i Paris. Kvaliteten er høj, og priserne er i bund. Tjekkerne kan bryste sig af at være de største øldrikkere i verden, og øllet flyder i stride strømme på de kendte ølstuer. Man skal være opmærksom på, at når man besøger en af de gamle pivnice eller hospody, som ølstuerne hedder på tjekkisk, så udskænkes der kun deres eget hjemmebryggede øl – og heldigvis for det. Næsten alle knejper og ølstuer serverer solid tjekkisk husmandskost, det meste baseret på svinekød,  kartofler og brød, som ligger godt i maven, når der skal drikkes igennem. 'Ahoj' – Skål!
 
Øl i historiske lange baner
Værtshuset U Flekú  ligger på Kremencova 11 i bydelen Nové Mesto. U Flekú – 'Hos Flek' – er et af verdens mest berømte værtshuse. Stedet er et levende ølmuseum, og øllet er en levende museumsgenstand. Den første øl blev brygget allerede i år 1499, og i 1762 kom bryghuset i familien Flekovskýs eje – derfor navnet 'Hos Flek'. Skiftende ejere har alle fastholdt bryggertraditionen som en kunst mere end et kommercielt middel. Derfor får man i dag serveret stort set den samme slags øl, som dengang i 1840´erne, hvor U Flekú begyndte at eksperimentere med at brygge mørkt lagerøl a la Bayern og J. C. Jacobsen i Valby. Det næsten sorte lagerøl smager himmelsk. Det har en let brændt bismag, og skummet er snehvidt. Alkoholprocenten er omkring de 5 %, og et krus med 0,4 liter koster cirka 11 danske kroner. En næsten ublu høj pris i Prag, men for en ølglad dansker næsten at betragte som en foræring. Værtshuset kan rumme 1.200 gæster inden- og udendørs. De mange rum har mørke træpaneler, fritlagte loftsbjælker og solide langborde med træstole og bænke. Stemningen er hjertelig, og serveringen hurtig og effektiv. Når dit glas er næsten tomt, får du straks tilbudt et nyt af en af de utallige tjenere, der konstant defilerer rundt med favnen fuld af den skummende humle. Et mindre menukort tilbyder diverse små og solide retter eller platter til priser mellem 20 og 30 danske kroner. Åbent dagligt 09.00 (!)-23.00 www.ufleku.cz
 
Øl og godtfolk 
U cerného vola (Den Sorte Okse), ligger på Loretánské námesti 12 i Hradcany – området omkring Prags Borg. Tag sporvogn linie 22 (retning Bila Hora), kør hele vejen op til borgen, stå af ved Loretánské-stoppestedet, kryds gaden, og gå ned mod borgen. Selve Loreta-pladsen (Loretánské námesti) er klemt inde mellem Loreta-klostret og det imponerende Czernín-palæ, og her ligger Den Sorte Okse som et hul i væggen. Stedet er ikke stort, og der synes altid at være travlt, såvel i skænkestuen som i den tilstødende åbne spisesal. Man skal være heldig for at få en plads ved et af bordene i salen, men der er flere ståborde og 'hylder'i skænkestuen, hvor man med stor fornøjelse kan følge tjenernes vandring frem og tilbage til skænkedisken for at hente nye forsyninger af skummende lyst og mørkt fadøl fra bryggeriet Pivovar Velké Popovice. Og der er fart på og en pragtfuld stemning. En dejlig blanding af turister og garvede stamkunder. Sidstnævnte har deres eget bord, det såkaldte 'Stammtisch', strategisk godt placeret lige under vinduerne ud imod pladsen og umiddelbart over for tappehanerne, tæt på indgangen og toiletterne. Her sidder kun de lokale eksperter, og en vis herres nåde og trøst over dem, der måtte prøve at tiltuske sig en plads ved deres hellige bord!
Den Sorte Okse har eksisteret i ca. 100 år, og der synes ikke at være investeret de store summer i hverken maling eller inventar siden den spæde start. Men stedet er utroligt hyggeligt, og der er en summen af udtalt tilfredshed over de gyldne dråbers høje kvalitet. Det mørke bryg og den tætte pilsner fra Velké Popovice er blandt de bedste sorter i Tjekkiet – og det smager vidunderligt. Åbent dagligt 11.00-23.00. Stedet har ingen hjemmeside, men man kan læse om øllet på bryggeriets hjemmeside www.kozel.cz.
 
Øl i hellige omgivelser
Gå til højre om Schwarzenberg-palæet og ned ad den stejle, maleriske og snævre gade Nerudova, som fortsætter helt ned til floden og Karlsbroen. Gaden er en af Prags smukkeste med pragtfulde bygninger. Den er også populær blandt turister, så der er trængsel, og helhedsindrykket forstyrres noget af de mange souvenirbutikker, der hærger gadebilledet. Ved foden af bakken ligger Malostranské-pladsen. Hold til venstre ad gaden Letenská, og find nr 12 på venstre hånd. Dér ligger restauranten U svatého Tomáse (Hos Den Hellige Thomas), angiveligt det absolut ældste værtshus i Prag. Munkene i St. Thomas-klostret bryggede øl på stedet allerede i 1352. I kælderhvælvingene under det gamle bryggeri ligger tre vidunderlige ølstuer, en af dem endog møbleret som en ølstue fra middelalderen. Her er til forskel fra de fleste andre ølstuer et stort udvalg af byens bedste øl. På U svatého Tomáse skal man ikke være overfølsom for turister. Åbent dagligt 11.30-24.00 www.pivnice-sv-tomas.cz.
 
Øl-star and stripes
U Zlatého Tygra (Hos Den Gyldne Tiger), er stedet, hvor den tjekkiske forfatter Bohumil Hrabal var stamkunde, og det var her, Václav Havel tog præsident Bill Clinton med på værtshus i 1994. Den Gyldne Tiger ligger i  nr. 17 i den lille gade Husova, sådan cirka midtvejs mellem Karlsbroen, den Gamle Bys Plads (Staromstské námestí) og Týn-kirken. Stedet har i årtier været et mekka for Prags litterater og intelligentsia, og man fornemmer dybden i diskussionerne ved bordene i det lange lokale. Udsmykning er der ikke så meget af, men der er masser af kunder, og det kan ofte være svært at finde sig en plads. Der er kun én øl i tankene i værtshusets kældre fra det 13. århundrede, men det er så til gengæld den øl, der har gjort tjekkisk øl verdensberømt – Pilsner Urquell fra Pilsen. Priserne er næsten latterligt lave, værtshusets centrale beliggenhed taget i betragtning: seks danske kroner for et perfekt og velskænket glas fadøl. Mindre spisekort med diverse ølsnacks til meget rimelige priser. Alt i alt Prags bedste værtshus. Åbent dagligt 15.00-23.00. Ingen hjemmeside, men prøv Google, og nyd de mange links.
 
Prag Ølguide
Der er skrevet adskillige bøger om øl. En af de bedste er Carsten Berthelsens: 'Ølrejsen. En rejse i øl og kultur', udgivet 2003 på forlaget Cicero, 240 sider, 299 kr. Ølentusiasten Berthelsen har rejst Mellemeuropa tyndt og smagt sig igennem det bedste øl i Tyskland, Belgien, Østrig – og Tjekkiet. Ud over en masse anmeldelser af øl og ølsteder indeholder bogen et væld af kulturhistoriske rids fra Europas mest berømte (øl)byer. 
 
Turen dertil
De fleste vælger at køre i egen bil, da afstanden til Prag – hvis man f.eks. bruger Gedser-Rostock-færgen – kun er 575 km fra Rostock. Det kan nemt gøres på én dag. Andre muligheder er fly, bus eller tog. Mange flyselskaber (bl.a. Czech Airlines, Lufthansa SAS og Sterling) har billige flybilletter til omkring 1.500 kr. t/r afhængig af perioden. Busbilletter og togbilletter kan fås for omkring 700 og 1.000 kr. pr. person t/r.
Prag kan være et mareridt i højsæsonen. Det myldrer med turister overalt, og det kan være svært at finde et sted, hvor der kun tales tjekkisk. Vagabond besøgte derfor Prag i november, uden for sæsonen.  
 
Hvad koster et godt måltid ?
Vi var seks mennesker, der spiste og oftest blev mætte, vi drak, så vi konstant var udadvendte og i slingrekurs, og en typisk regning løb op på lidt under 400 danske kroner.
 
Mere øl
Pilsner Urquell – så foregår det på U Pinkasu på Jungmannovo námestí (Jungmann-pladsen), og er man til den lokale Prag-øl Staropramen, så skænkes den på Rotundy, og hvis det ikke er nok, er der i Prag et værtshus på hvert et gadehjørne.
 
 Et godt sted at bo
'Praga 1' er et spændende og meget rimeligt trestjernet hotel i centrum af Prag med 25 dobbeltværelser, seks lejligheder og med priser på 700-900 kr. for et dobbeltværelse inkl. morgenmad (lavsæson / højsæson). Hotellet er blot en af de mange overnatningsmuligheder, som rejsebureauet Brostrøm/Binggeli Travel tilbyde.
www.bro.binggeli.dk


« Forsiden
« Tilbage