Markedet i Marrakech i Marokko er en verden for sig. Bag den gamle bys røde mure dunker det livlige marked som en levende organisme, man hurtigt selv bliver en del af, når man glider ind i menneskemylderet. Den gamle by, medinaen, har overlevet den franske kolonitid, og i dag står byen, som da den blev opført for ca. 1000 år siden.