|
Australien - Værd at se
Fraser Island Fraser Island er verdens største sandø. Den er 120 kilometer lang, cirka 15 kilometer bred og fuld af klare ferskvandssøer. Fra Koalas Beach Resort kan man booke sig ind på tredages ture, hvor en gruppe på otte-ni mennesker lejer en 4WD, campingudstyr og bliver udstyret med et kort over øen. Af seværdigheder kan nævnes; et passagerskib, der strandede her i 1935 under bugsering til en japansk skibskirkegård. Man skal ikke blive overrasket, hvis man møder de meter lange øgler guanaer. Og i træerne griner kookaburraerne deres tegneserieagtige grin. Kookaburraen er en australsk kødædende fugl.
Når man bader i Lake Allom – Turtle Lake – som næsten er dækket af nedfaldne blade og fyldt med små skildpadder, er det som at svømme rundt i en stor kop te. I Eli Creek er man omringet af regnskov, og Lake Wabby er ved at blive ædt op af en stor sandklit, som hvert år tager et stykke af den flotte sø. Lake McKenzie er kendt for sit klare ferskvand og kridhvide sand. Ferskvandssøerne er så rene, at mens du svømmer kan du praktisk talt drikke af vandet. Når du camper ved søerne, er det vigtigt, at du hverken børster tænder eller vasker hår i søerne, da det skrøbelige økosystem ikke kan tåle tandpasta, shampoo eller lignende.
Great Barrier Reef Great Barrier Reef strækker sig omkring 2.000 kilometer langs Queenslands kyst. I den sydlige del starter revet uden for byen Gladstone og i den nordlige ende fortsætter revet forbi Australiens nordligste spids, Cape York. Great Barrier Reef består af omkring 2.500 rev og 600 øer. Omkring Cairns i det nordlige Queensland kommer revet tættest på kysten. Revet er op til 80 kilometer bredt. Great Barrier Reef er Australiens største turistattraktion og tilholdssted for tusinder af fiskearter og langt flere dykkere. Great Barrier Reef er beskyttet af World Heritage Area. Revet har været drevet og overvåget af Great Barrier Reef Marine Park Authority siden 1976. Man kan leje dykkerudstyr på alle stederne og for det meste også komme med på arrangerede ture med både ud til korallerne. For dem, der hellere vil blive på havoverfladen, er der mulighed for at snorkle overalt langs kysten.
Øerne ved og omkring Great Barrier Reef i det tropiske North Queensland er Australiens kronjuveler, hvor man kan bo og finde aktiviteter i enhver prisklasse.
Heron Island Heron Island er en ø i den sydligste ende af revet. Man kan enten komme til øen med helikopter fra Gladstone – det tager en halv times tid – eller bruge fire timer på at sejle. Der er koralrev hele vejen rundt om øen, der både er dykkerresort og marinebiologisk station. En stor oplevelse er at besøge Heron Island i oktober og november, hvor store havskildpadder kommer ind på strandene og graver deres æg ned i strandkanten. Der kan maksimalt være 250 gæster på stedet, og derfor skal der bookes i forvejen.
Great Keppel Island Great Keppel Island hører også til de sydligste øer. Den ligger uden for Rockhampton og nås med båd. En af de store fordele ved Great Keppel Island er, at man kan overnatte på den faste campingplads på øen. Dykning foregår fra både, der sejler et stykke længere ud. Her findes store flader med staghorn-koraller, og hvis man er heldig, kan man møde havslanger. De kan være meget nysgerrige, men er ikke aggressive. Det er dog en dårlig ide at provokere dem, da deres gift er dræbende.
Magnetic Island Magnetic Island ud for Townsville hører med til den midterste sektion af Great Barrier Reef. Man kommer til øen med færge fra Townsville. Her er både mulighed for stranddyk og dykning fra et af dykkercentrenes både. Sigtbarheden er vekslende, men farvandet byder på mange forskellige fiskearter, lige fra catfish til små tigerhajer.
Orpheus Island Orpheus Island ligger cirka 20 kilometer fra kysten ud for Ingham. Her er mangrover langs meget af kysten og en tidevandsforskel på omkring 1,5 meter. Ved lavvande står mangroverødderne blottet som indviklede skulpturer. Ved højvande står rødderne under vand, og et væld af blå plettede rokker gemmer sig i sandet. I farvandet mellem Orpheus og naboøen Fantome Island, er der utrolig flotte koralformationer og normalt god sigt. Der er også mange kæmpemuslinger overalt i området.
Kelsor Reef Kelsor Reef ligger omkring to timers sejlads med hydrofoilbåd fra Townsville. Her er 40 meter sigtbarhed, utrolige variationer af både koraller og fisk og meget få dykkere. Dykningen kan enten foregå i en lavvandet lagune eller på de skrånende sider ud mod 'the deep blue'. Keeper Reef er en flerdages tur ud til det ydre rev fra enten Cairns eller Townsville. Det er livet for luksusdykkere. Den eneste bekymring, man har, mens man er om bord, er, hvordan man kan få indpasset flest mulige dyk. Der er hele tiden fulde luftflasker, og dykningen er enten parvis, på egen hånd eller i grupper med en dykkeinstruktør. Her er store stimer af fisk, flotte slugter og masser af huler.
Elisabeth Reef Elisabeth Reef ligger 80 kilometer ud for Airlie Beach. Man kommer dertil med vandfly eller båd. Her kan man bo på de fastforankrede både og blive bragt med gummibåd over de forskellige rev. Der er mulighed for stærk strøm og dermed mulighed for drift-dives: Det er dyk, hvor man lader sig føre med strømmen, mens båden følger en bøje og dermed kan samle dykkerne op, når de kommer op til overfladen. Denne form for dyk er kun for erfarne dykkere.
Western Australia/Western Australian Museum Dette fascinerende museum omfatter en gruppe bygninger af forskellig alder og stil, som hver på sin måde bidrager til at gøre dette kulturcenter til noget helt specielt. Her kan man kan opleve meget på blot en halv dag. Centrum for komplekset er den moderne Francis Street-bygning, som rummer et Marine Gallery, der domineres af et 24 meter langt skelet af en blåhval, samt et Aboriginal Gallery, som er et vellykket forsøg på at vise de første australieres kunst, religion og kultur på en sympatisk måde.
Northern Territory/Ayers Rock Den store røde monolit, Ayers Rock, der hæver sig 348 meter over sletten, er blevet afbildet millioner af gange på film, video og i turistbrochurer, så den er blevet en af verdens turistklicheer. Men den kan stadig gøre dybt indtryk på alle, der besøger den, og at stå på toppen er noget af det største. Uluru, som aboriginerne kalder den, har indtaget en central plads i de lokale stammers åndelige liv, og deres forfædre kan have holdt til i området i mindst 20.000 år. Flere hellige steder omkring bjerget er fredede og må hverken betrædes eller fotograferes. 18 kilometer fra Uluru er der mulighed for at overnatte i Ayers Rock Resort.
South Australia/Kangaroo Island Det er Australiens tredjestørste ø og et paradis for naturelskere med et vildt kystlandskab og et rigt dyreliv. Øen blev navngivet af Matthew Flinders, da skibet Investigator lagde til i 1802. Hans mandskab fangede nogle af de lokale dyr af arten grå kænguru, som stadig lever på øen i stort antal. Et andet kendetegn for øen er, at der lever pingviner i Christmas Bay.
De fleste besøgende ankommer med færgen fra fastlandet til den lille fiskerby Penneshaw på Dudley Peninsula ved øens østligste punkt.
Queensland/Gold Coast Mellem Tweed Heads på grænsen til New South Wales og Paradise Point i nord ligger der en 40 kilometer lang stribe af skønne sandstrande med herlige bølger og næsten konstant solskin. Her er der noget for enhver. Der er steder til både svømning, surfing og solbadning, men også mange andre former for aktiviteter som eksempelvis golf. Der findes også flere temaparker som den populære Sea World på Main Beach og Warner Bros. Movie World-park. Er man til store indkøbscentre, fine restauranter og et heftigt natteliv, er Cascade Gardens og Jupiters Casino stederne.
Tasmanien/Franklin-Gordon Wild Rivers National Park Dette pragtfulde område med regnskov, vilde floder og højland strækker sig fra det stille vand i Macquarie Harbour til Lyell Highway og udgør den centrale del af Tasmaniens World Heritage Area. Det højeste punkt – 1.443 meter – er den fantastiske kvartsit-monolit kendt som Frenchmans Cap, hvis østside går 300 meter lodret ned. Erfarne bushvandrere kan klare rundturen til Frenchmans Cap på fire dage, men andre må nøjes med udsigten fra motorvejen. De rigtig eventyrlystne kan dyrke rafting på Franklin River.
Opera House Det verdensberømte Opera House i Sydney er, som de fleste vel ved, tegnet af danskeren Jørn Utzon. Med dette bygningsværk vandt Utzon verdensberømmelse, og gav Sydney et enestående vartegn. Men det var ikke uden besværligheder, at Opera House blev bygget, og det endte i en skandale, da Jørn Utzon i protest rejste fra Sydney. Operahuset er kort og godt – en genistreg, og man bør, efter sit besøg, spise en frokost på den café, som ligger ud til havnen.
Sydney rundt: Queen Victoria Building på George Street har over 180 butikker i fire etager. Designfreaks skal tage til Castlereagh Street og Elizabeth Street.
Skal det være antikviteter, er det South Dowling Street eller King Street.
Stormagasinerne David Jones, Grace Bros og Gowings ligger alle i centrum.
Market City i hjertet af Chinatown er stedet, når det skal være genbrug.
Pitt Street Mall – syv etager med fristelser.
Darling Harbour's Harbourside, mere end 150 butikker med bl.a. kunsthåndværk og souvenirs.
Gavala Aboriginal Cultural Centre (Darling Harbour) og Djamu Gallery (Circular Quay) har et spændende udvalg af aboriginer-kunsthåndværk.
Paddington Bazaar, hver lørdag på Oxford Street.
Rocks Market, weekenden, også masser af underholdning.
Paddy's Markets, weekenden, på kanten af China Town og i nærheden af Darling Harbour.
Balmain Market, lørdage, på Darling Street i forstaden Balmain.
Sydney Fish Market, weekenden, det største på den sydlige halvkugle.
Afslapning Nyd en australsk øl på The Lord Nelson, The Hero of Waterloo eller The Australian – alle er historiske pubber i The Rocks. Eller prøv Ryans Bar på Australia Square – stedet, hvor australierne mødes. The Oaks har byens bedste pub-atmosfære. På Oxford Street ligger caféerne side om side, og her kan storbylivet rigtig nydes. ECQ på East Circular Quay går for at være "stedet", når det gælder barer.
Harry's Cafe De Wheels har serveret pie i et halvt århundrede. Nick's ved Cockle Bay er en af byens bedste og mest populære fiskerestauranter. Det gælder også Pier ved Rose Bay. MG Garage er blevet kåret som Sydneys bedste restaurant to gange, og omgivelserne er noget usædvanlige! I Chinatown frister Marigold og Silver Springs, og på Stanley Street i Darlinghurst ligger mange gode italienske spisesteder.
|
|
|